15. Juni Fondens Naturpris 2017

To priser for en ekstra indsats for naturen

 

15. Juni Fonden uddelte igen i 2017 naturpriser for en ekstra indsats for Danmarks natur.

 

Fondens store pris på 150.000 kr. blev givet til Jersore Galloway ved Erik Pedersen og Jytte Schaldemose i Bogense for deres pionerindsats som græsningsentreprenører i ”Projekt Grøn Omstilling – naturpleje som driftsgren”.

 

Skal den sårbare natur knyttet til enge, overdrev, moser o.l. ”overleve” i Danmark, er det helt centralt at udvikle naturpleje som driftsgren. Naturpleje skal være en god forretning. Erik Pedersen og Jytte Schaldemose viser som ihærdige græsningsentreprenører vejen blandt andet i Brende Ådal på Vestfyn.

Jersore Galloway forpagter nu de naturarealer i projektet, som er egnede til ekstensiv græsning. Her realiseres helårsgræsning med Erik og Jyttes besætning af galloway.

 

Erik og Jytte ”nøjes” imidlertid ikke med at med at stå for helårsgræsning i Brende Ådal. De er også meget aktive i Fynsk Kødkvæg og Fynsk Naturkød, ligesom de deltager aktivt i formidling af projekter m.v. Dette afspejler ikke mindst tanken om at sikre afsætning af kødet fra de græssende dyr til rimelige priser. Jersore Galloway er også på den måde pionerer i den vanskelige branche, som naturpleje som driftsgren er.

 

Men projektet i Brende Ådal kunne ikke realiseres uden godt samarbejde. I fase 1 på ca. 130 hektar gennemfører Erik og Jytte således i et vellykket samarbejde med 10 lodsejere i ådalen et fornemt arbejde, der allerede nu og ikke mindst på lang sigt vil sikre vigtige naturværdier. I samarbejdet medvirker også landbrugskonsulenter fra Centrovice og Patriotisk Selskab, to kommuner og Naturstyrelsen.

 

Samarbejdet kom for alvor i gang i 2014, hvor man med god assistance fra landbrugets konsulenter og positiv medvirken fra områdets lodsejere blandt andet fik aftalt en fordelingsnøgle for forpagtningsafgift. I 2015 gennemførtes markvandringer, der blev der etableret hegn og indgået en samlet forvaltningsaftale på tværs af ejendomsskel.

 

 

15. Juni Fondens pris på 75.000 kr. gik til Poul Martin Petersen, Hem i Mariagerfjord Kommune. Poul Martin ejer et af tre steder i Danmark, hvor man med sikkerhed ved, at den uhyre sjældne orkidé hvid sækspore vokser. Planten står på den danske rødliste som akut truet. Den vokser under de rette forhold på heder, overdrev enge og skrænter. Plantens overlevelse afhænger optimal ekstensiv græsning.

 

Poul Martin Petersen fik naturprisen, fordi han i høj grad har medvirket til netop at sikre de rette forhold for hvid sækspore. Under kyndig vejledning fra og i tæt samarbejde med biologer i Mariagerfjord Kommune sikres nu helårsgræsning med heste, der ikke tilskudsfodres. I blomstringssæsonen hegnes området med den mest sårbare flora fra, så hvid sækspore sammen med blandt andet guldblomme, plettet kongepen og skov-gøgelilje får lov at blomstre. Naturplejen omfatter også behovsbestemt rydning af opvækst, ligesom eventuelt overskud af vissent græs afbrændes.

 

Det har vejet tungt, at Poul Martin Petersen frivilligt har taget vigtige arealer ud af omdrift og udlagt disse til natur. Han har således uden kompensation udtaget ca. 9 hektar af sin ejendom til natur, arealer som tidligere lå som ager eller juletræsplantage. Det er en fantastisk flot og uegennyttig ekstra indsats for Danmarks truede natur.

 

Poul Martin medvirker også i formidlingen af området. Det sker i tæt samarbejde med Mariagerfjord Kommune, der anser Poul Martin som en ambassadør for et godt samarbejde mellem lodsejere og myndigheder. Det sker også i samarbejde med SEGES, hvor Poul Martins arealer er med i publikationen ”Landbruget og biodiversiteten – fem landbrug med fokus på fem forskellige arter”.

Indstillingsskema til NaturprisenIndstillingsskema til Ildsjælprisen
Skemaerne åbnes som PDF. Indstillingen sendes som mail. Husk at få alle relevante oplysninger med.